Hvad er saunagus?
Saunagus er en sauna med en fører. En gusmester hælder vand med æteriske olier på de varme sten og fordeler dampen i rummet med et håndklæde, så varmen rammer dig i bølger. Det er ikke bare varmt – det er varmt på kommando, med duft, rytme og pauser.
Ordet
Gus kommer af det tyske Aufguss, som betyder "opgydning" – altså det, der sker, når vandet hældes på stenene. I Tyskland og Østrig er Aufguss en hel disciplin med mesterskaber og showprogrammer. I Danmark er saunagus blevet noget mere jordnært: en fast aften i ugen, hvor man mødes i saunaen, sveder sammen og går i koldt vand bagefter.
Sådan foregår en gus
En typisk saunagus er delt i runder. Hos Lejre Sauna Gus er en session tre runder à cirka 12 minutter, med afkøling og pause imellem, og en fjerde, ekstrem varmerunde for dem, der vil have mere. Hele forløbet tager omkring 75 minutter.
- Runde 1 – ankomst. Stenene får det første vand, saunaen fyldes med skov. Kroppen vågner, pulsen falder.
- Runde 2 – bølgen. Gusmesteren arbejder med håndklædet. Varmen kommer i stød. Her sveder alle.
- Runde 3 – toppen. Den varmeste og korteste runde. Bagefter er der kun én vej: ud til isspanden.
- Runde 4 – valgfri. Ekstrem varme for dem, der virkelig vil udsætte sig for det. Ingen skam i at blive udenfor.
Mellem runderne køler du ned. Hos os er det med to spande isvand, du selv trækker i snoren til, og et Cold Plunge-bad på 5 grader med plads til alle otte på én gang. Derefter sidder I ved bålet i tæpper, indtil næste runde.
Hvad laver gusmesteren?
Gusmesteren styrer det hele: hvor meget vand, hvilke olier, hvornår håndklædet svinges, og hvornår runden er slut. Det er også gusmesteren, der holder øje med, om nogen har fået for meget, og som sender folk ud, hvis det er nødvendigt. Du skal aldrig selv hælde vand på stenene under en gus – det er gusmesterens sten.
Duftene
Olierne er en stor del af oplevelsen. Vi bruger rene æteriske olier og duftblandinger fra Esensera i København – cedertræ og hiba i første runde, mynte i anden, citrus i tredje. Læs mere i vores guide til duftene.
Hvor varmt er det?
En almindelig sauna ligger typisk på 70–90 grader. Under en gus føles det varmere, fordi dampen bærer varmen ud til huden. Vores sauna kører 85–100 grader, og til Heat Extreme om fredagen tænder vi op i begge 9 kW-ovne. Det er kun for raske voksne, der kender sauna i forvejen.
Første gang? Så start med en hverdagsgus, sid nederst på bænken, og gå ud, når du har lyst. Læs vores guide for begyndere, inden du booker.
Hvor kan man prøve saunagus i Lejre Kommune?
Hos os på Hvidemosevej 15 i Kirke Hyllinge, midt i Hornsherred. Der er plads til otte på bænken, ingen medlemskab, og du booker en aften ad gangen i kalenderen. Se også siden om saunagus i Lejre Kommune med køretid fra alle byer i kommunen.